Noget af det vildeste jeg har oplevet som gravid, er den her ubetinget kærlighed til et lille ufødt væsen. Tænk sig, at man kan elske et lille menneske som man aldrig har mødt. Jeg kan blive helt rørt når hun sparker, og vildt bekymret når hun ikke gør. Vi har fået en rutine idet. Jeg skal op flere gange om natten for at tisse, og når jeg er gået i seng igen, så går der 5-10 min, så begynder hun at sparke, ret hyggeligt. Mindre hyggeligt var det, da hun brød rutinen, og jeg ikke havde mærket liv i hvad der føltes som evigheder, men var fra midnat til formiddag. Der måtte vi lige en tur på sygehuset for at blive tjekket. Det var vores andet besøg, første gang var vi på fødegangen da jeg begyndte at bløde, gudskelov var der ingen problemer nogen af gangene. Jeg må sige at jeg er meget imponeret over det sundhedsfaglige personale jeg har mødt på sygehuset. Vi hører til Aalborg Sygehus Nord, og begge gange er vi blevet mødt med forståelse og omsorg, selvom de med garanti har travlt, så har vi aldrig følt os til besvær.
Skriv et svar